Halter din hund?
Slidgigt er en almindelig sygdom hos hunde, der blandt andet kan give smerter og halthed. Heldigvis kan du gøre meget for at lindre symptomerne, som også kan behandles med hjælp fra din dyrlæge.
Halter din hund?
Haltheder hos hunde
Halter din hund – måske særligt når den lige har rejst sig? Har den ikke rigtig lyst til at løbe og lege, som den plejer? Er den modvillig i forhold til at gå på trapper?
Så har den muligvis gigt, som er en meget almindelig ledsygdom hos hunde. For eksempel viser forskning, at cirka 20 % af alle hunde i Storbritannien har slidgigt, mens det anslås, at en ud af fire hunde i USA har slidgigt.
Slidgigt hos hunde ødelægger leddet
Når en hund får slidgigt, bliver brusken i dens led ødelagt. Der kan dannes knoglesporer, og der sker ændringer i synovialmembranen, der er det bindevæv, som udgør den inderste del af ledkapslen omkring selve ledhulen. I membranen produceres ledvæsken, som udfylder ledhulen og smører leddet og ernærer brusken.
Disse ændringer i leddet giver smerter og stivhed, der igen fører til halthed.
Slidgigt kan også skyldes hoftedysplasi eller korsbåndsskader.
Disse hunde har større risiko for slidgigt og halthed
Nogle hunde har større risiko for at få slidgigt. For eksempel har labrador og golden retriever oftere gigt end andre hunderacer. Også chow chow, dalmatiner og samojedhund er oftere ramt af slidgigt.
Kastrerede eller overvægtige hunde får oftere slidgigt. Endelig får hunde, der er ældre end otte år ikke overraskende også oftere slidgigt end unghunde.
Slidgigt hos hunde er en kronisk sygdom, og hvis den ikke bliver behandlet, kan den betyde, at hunden lever i kortere tid, end den ellers ville have gjort.
Symptomer på slidgigt hos hunde
Hvis din hund begynder at få slidgigt, vil du formentlig opleve, at der opstår forskellige symptomer, som for eksempel:
- Halthed
- Smerter ved bevægelse af leddet
- Hævelser omkring leddet.
Symptomerne betyder ofte, at din hund ikke har lyst til sine normale aktiviteter, som for eksempel at gå op ad trapper eller at løbe og lege.
Du bemærker måske også, at din hund er mere halt og stivbenet, når den rejser sig efter hvile, men at det hjælper ”at komme i gang.” Dog bliver symptomerne igen værre, hvis du går meget lange ture med din hund eller på anden måde motionerer den kraftigt.
Mange hunde med slidgigt bliver også påvirket negativt, når det er koldt og fugtigt i vejret.
Forebyggelse og behandling af slidgigt hos hunde
Du kan selv gøre meget for at forebygge og lindre slidgigt hos din hund.
Først og fremmest bør din hund ikke bliver blive overvægtig. Hvis din hund taber sig, er der chance for, at dens symptomer forsvinder. Vægttab mindsker nemlig belastningen på leddene, som derved ikke bliver så slidte og gør ondt.
Muskler, ledbånd, sener og ledkapsler tjener en vigtig beskyttende funktion, som forbedres med træning. Motion er derfor meget vigtig – men det skal være det rigtige og med måde.
Du må ikke anstrenge din hund og for eksempel lade den løbe på hårdt underlag. Det kan forværre slidgigten og dens symptomer.
Til gengæld anbefales gåture eller svømning, der styrker leddene og gør din hund så godt tilpas, at der frigives de gode endorfiner.
Hvis din hund har slidgigt, bør du motionere den dagligt med korte gåture, som er bedre end få og længere ture i weekenderne.
Du kan begynde med korte ture og gradvist gøre dem længere, indtil du kan se på din hund, at dens max er nået. Derefter gør du igen gradvist turene kortere, indtil du kan se, at der ikke er nogen tegn på halthed eller smerter. På den måde finder du ud af, hvor langt I kan gå. Hvis din hunds slidgigt forværres, skal du være indstillet på igen at forkorte turene.
Ligesom hos mennesker kan symptomerne på slidgigt som nævnt forværres i koldt og fugtigt vejr. En godt polstret varm seng kan derfor hjælpe med at lindre noget af smerten forbundet med slidgigt.
Du kan også tale med din dyrlæge om din hunds kost, ligesom dyrlægen kan vejlede dig om mulighederne for, at din hund kan få medicin mod slidgigt.
Kilder:
Anderson, K. L., O’Neill, D. G., Brodbelt, D. C., Church, D. B., Meeson, R. L., Sargan, D., … & Collins, L. M. (2018). Prevalence, duration and risk factors for appendicular osteoarthritis in a UK dog population under primary veterinary care. Scientific reports, 8(1), 5641.
Vaughan-Scott, T., & Taylor, J. H. (1997). The pathophysiology and medical management of canine osteoarthritis: continuing education. Journal of the South African Veterinary Association, 68(1), 21-25.
Clements, D. N., Carter, S. D., Innes, J. F., & Ollier, W. E. (2006). Genetic basis of secondary osteoarthritis in dogs with joint dysplasia. American journal of veterinary research, 67(5), 909-918.
Bland, S. D. (2015). Canine osteoarthritis and treatments: a review. Veterinary Science Development, 5(2).
