Er min hund gammel?
Måske har du hørt tommelfingerreglen om, at et hundeår svarer til 7 menneskeår?
Det er rigtigt i den forstand, at hunde ikke bliver lige så gamle som mennesker. Det er imidlertid ikke så enkelt, at du bare kan gange med 7, og så få din hunds ”menneskealder”.
Om din hund er gammel i kropslig og mental forstand, afhænger nemlig meget af hundens race og størrelse. Små hunderacer lever ofte op til 40 procent længere end de store racer, og de bliver derfor gamle senere.
Når det er sagt, bliver 7-års alderen ofte regnet for det tidspunkt, da alderdommen begynder at sætte ind for din hund.
Symptomer på, at din hund er ved at blive gammel
Ligesom der er mange tegn og symptomer på, at mennesker ældes, er der også mange tegn på, at din hund er ved at blive gammel. Her får du nogle af de mest almindelige:
- Grå pels i ansigtet og kedelig, tør pels
- Fælder meget
- Tab af hørelse og syn, så hunden bliver døv og blind
- Øget behov for søvn og afslapning, så din hund sover meget
- Nedslidning af tænder
- Tab af muskler, så din hund taber sig
- Forlænget reaktionstid på stimuli
- Udvikling af gigt, så din hund måske bliver stiv i bevægelserne og halter
- Ændringer i adfærd, så din hund virker dement – læs mere her
Din hund får i det hele taget det, man kalder nedsat præstation og mindre modstandskraft med alderen.
Mange af forandringerne skyldes ændringer i kredsløbet. Kredsløbet er hjertet og lungerne, der sørger for at bringe ilt rundt i kroppen.
Du kan derfor hjælpe din hund i dens alderdom ved at tale med din dyrlæge om, hvad der kan gøres for at forbedre forsyningen af ilt til kroppen.