Vidste du, at det er ret almindeligt, at steriliserede tæver bliver urin-inkontinente? Hvis din hunhund er begyndt at gå og sjat-tisse indenfor, er det derfor ikke sikkert, at der ligger et adfærdsproblem bag. Det kan ganske enkelt være et fysisk problem, der er en bivirkning af sterilisationen.
Faktisk viser forskning, at mellem 5 og 20 procent af alle steriliserede tæver bliver ramt af urin-inkontinens.
Urin-inkontinens hos hunde
Urin-inkontinens ses sjældent hos hanhunde i forhold til tæver, og det ses lige så ofte hos intakte som hos kastrerede hanhunde.
Visse studier har vist forøget risiko for urininkontinens, hvis din tæve steriliseres før 1. løbetid og yderligere før 3. levemåned. Derfor kan det være en overvejelse værd at lade din hunhund blive lidt ældre, inden du får den steriliseret. Din hunds dyrlæge vil gerne vejlede dig om det bedste tidspunkt for sterilisering.
Der er også større risiko for, at din tæve bliver ramt af urin-inkontinens, hvis den er en stor hund på over 15 kilo. Faktisk er risikoen 7 gange større. Racer som dobermann, boxer, rottweiler, weimaraner, store schnauzer og irsk setter er oftere ramt. Små hunde rammes ikke så tit.
Dyrlægen kan sterilisere din tæve på forskellige måder: Ovariehysterektomi betyder, at både æggestokke, æggeleder og livmoder fjernes, mens ovariektomi betyder, at kun æggestokkene fjernes.
I forhold til urin-inkontinens gør det ingen forskel, hvilken type sterilisation din dyrlæge vælger.
Hvis din steriliserede hunhund sjat-tisser, kan du først overveje, om det skyldes adfærd.
For eksempel kan det være et symptom på separationsangst.
Hvis din steriliserede hunhund er tryg og velafbalanceret, har urininkontinensen formentlig en fysisk årsag.
Det kan du tale med din dyrlæge om, som kan vejlede dig om de forskellige behandlingsmuligheder.
Vil du læse flere artikler om din hund? Så klik her.
Kilder:
Reichler I, Hubler M: Urinary incontinence in the bitch: an update. Reprod Domest Anim 49 Suppl 2:75-80, 2014.
Arlt et al: Arlt et alKastration der Hündin – neue und alte Erkenntnisse zu Vor- und Nachteilen,
Tierärztliche Praxis Kleintiere 4/2017
Forsee, et al: Evaluation of the prevalence of urinary incontinence in spayed dogs: 566 casis(2003- 2008). Javma 2013, Vol 242
Stocklin-gautschi, N.M., M.hassig,et al:The relationship of urinary incontinence to early spaying in bitches. J reprod fertil Suppl 2001;57: 233-6.
Van Goetham et al: Making a rational choice between ovariectomy and ovariohystrectomy in the dog: a discussion of the benefitsof either technique. Vet Surg 2006;35:136-143.
Arnold et al 2009: urinary incontinence in spayed bitches: new insights into the pathophysiology and options for medical treatment. Reprod Domest Anim.2009 Jul;44 Suppl 2:190-2Proceedings
Bliver din hests pels mere og mere lodden med årene? Bliver hestens pels ligefrem mere krøllet? Så har din hest muligvis sygdommen Pituitary Pars Intermedia Dysfunction – i daglig tale forkortet til PPID og også kendt som Equin Cushings Syndrom.
Mere end 20% af alle heste over 15 år får PPID
I begyndelsen af 1970’erne blev forekomsten af PPID blandt cirka 4.000 heste, der blev behandlet af dyrlæger, anslået til at være mellem 0,075 procent og 0,15 procent.
Nogle tal indikerer i dag, at ca. 20 % af alle ældre heste, ponyer og æsler udvikler sygdommen.
Alle racer og typer af heste og æsler kan blive ramt af PPID, mens ponyer og Morgan-heste har større risiko. Der ser ud til at være lige stor risiko for PPID hos hopper, hingste og vallakker.
PPID udvikler sig over tid og opdages først hos ældre heste
PPID kan være svært at opdage, fordi sygdommen udvikler sig over mange år. Derfor er det som regel ældre heste – fra 18-23 år – som får diagnosen PPID.
Selvom flere og flere heste i de senere år har fået diagnosticeret PPID og bliver behandlet for det, er der ingen beviser for, at der faktisk er flere heste, som får PPID.
Når der opdages flere tilfælde, skyldes det formentlig, at dyrlæger er blevet dygtigere til at diagnosticere PPID, samt at flere hesteejere kender til sygdommen og derfor for eksempel lægger mærke til den lange og krøllede pels.
Symptomer på PPID
PPID er en såkaldt syndrom-sygdom. Det betyder, at sygdommen består af en lang række forskellige symptomer, der kan variere fra hest til hest. Det gør det sværere at opdage sygdommen, ligesom den som nævnt udvikler sig over tid. Derfor får du her en liste over de mest almindelige symptomer på PPID.
Lang og krøllet pels: Et almindeligt symptom på PPID er lang og krøllet pels, der ikke fælder – i begyndelsen vokser pelsen måske kun på den nedre kæbe og andre dele af lemmerne. Med tiden kan hesten få mere og mere pels, og farven på pelsen kan ændre sig.
Dårligt humør: PPID er en sygdom i hypofysen, som er en del af hjernen. Derfor påvirker sygdommen også flere forskellige stoffer og hormoner. Et af dem er dopamin. Præcis som hos mennesker påvirker mangel på dopamin hos heste humøret, og derfor kan et symptom på PPID være, at din hest virker deprimeret.
Svedproblemer: To tredjedele af heste med PPID får svedproblemer – særligt over nakken og skuldrene.
Vægttab: Vægttab er almindeligt hos heste med PPID. Ud over reelt vægttab taber hesten muskelmasse, særligt langs ryggen. Vægttab er et af de tegn, der kan være svært for dig som hesteejer at opdage. Det skyldes, at svage og strakte mavemuskler ofte betyder, at maven bliver ved at se rund ud, hvilket så at sige skjuler vægttabet. Selvom din hest taber sig, kan det sagtens være, at du oplever dens appetit som normal eller endda øget. Der er ofte aflejring af fedt langs nakkens kam, over haleroden og i hanhestens forhud samt over og bag øjnene.
Øget tørst: Øget tørst og flere vandladninger er et symptom hos mellem 33 og 75 procent af heste med PPID.
Dårlige tænder: PPID kan give tandlidelser, der kan føre til smertefuld tygning, som giver nedsat foderoptagelse, hvilket igen betyder, at hesten taber sig.
Træthed: Træthed og dårlig præstation rammer ofte heste med PPID, som måske bliver overdrevent rolige og endda mere smertetolerante end raske heste.
Sår og infektioner: Sår hos heste med PPID heler dårligere end hos raske heste, ligesom hesten kan blive ramt af forskellige infektioner. Det er ofte et overset symptom på PPID.
Kronisk forfangenhed: Kronisk forfangenhed er måske det alvorligste symptom på PPID. En del forskning peger på, at kronisk forfangenhed rammer mere end halvdelen af alle heste med PPID. Kronisk forfangenhed er en smertefuld tilstand, der også nogle gange giver hovbylder og kan blive så alvorlig, at hesten ender med at blive aflivet.
Sådan stiller dyrlægen diagnosen PPID: Dyrlægen finder i praksis ud af, om din hest har PPID ved at se på dens pels og undersøge den for en række af de øvrige symptomer. Dyrlægen kan også tage forskellige kliniske prøver, men disse er desværre ikke helt sikre.
Sådan behandles PPID
Behandling af heste med PPID kræver først og fremmest, at du generelt tager dig godt af din hests pleje og sundhed. Din dyrlæge vil desuden ordinere et receptpligtigt lægemiddel, der hjælper din hest.
I de tidligere stadier af PPID, hvor øget pelsvækst og svedproduktion kan være de primære symptomer, er det måske kun nødvendigt at klippe din hests pels.
Da mange af de ramte heste er ældre, er regelmæssig pleje og korrektion af tænderne vigtigt.
Derudover kan du overveje hvilket foder din hest skal have. Måske skal den have noget særligt foder – dog helst ikke sødt foder med højt indhold af opløselige kulhydrater – med mindre altså det er det eneste, hesten vil spise.
Eftersom det er svært at se, hvor meget hesten taber sig, og hvor meget muskelmasse den mister, kan det også være nødvendigt at veje eller måle den regelmæssigt.
En af de værste komplikationer ved PPID er som nævnt tilbagevendende eller kronisk forfangenhed, og derfor er regelmæssig hovpleje afgørende for at mindske risikoen for, at det bliver værre.
Du bør også tale med din dyrlæge om medicinsk behandling, der kan hjælpe din hest.
Prognose for heste med PPID
Når din hest først har fået PPID, har den sygdommen resten af livet.
PPID kan dog effektivt behandles med en kombination af ændringer i pleje, pasning og medicin.
Kilder:
Schott, H. C. (2002). Pituitary pars intermedia dysfunction: equine Cushing’s disease. Veterinary Clinics: Equine Practice, 18(2), 237-270.
Du er ind imellem nødt til at gå fra din hund og lade den være alene. Måske skal du på arbejde. Måske skal du dyrke sport. Måske skal du besøge familie, venner og bekendte, hvor hunden ikke kan komme med.
Sådan er det almindelige menneskeliv.
Desværre hører det til det almindelige hundeliv, at din hund reagerer uhensigtsmæssigt, når du går. Faktisk er separationsorienterede problemer blandt de allermest almindelige adfærdsmæssige udfordringer, som hundeejere oplever med deres hunde.
Separationsangst rammer alle slags hunde uanset køn, race eller alder.
For at finde ud af præcist, hvordan din hunds separationsangst viser sig, kan det være en god idé at optage video af den, når den er alene hjemme. Desuden kan du gøre notater, så du får et billede af, hvad der egentlig sker hvornår.
Sådan opdager du, at din hund har separationsangst
Din hund gør, hyler eller jamrer, når du går – og bliver måske ved i kortere eller længere tid efter, du er væk.
Din hund ødelægger døre og vinduer ved at kradse på dem eller forsøge at grave under dem.
Din hund ødelægger ting (sko, puder, legetøj …) ved at gnave og tygge på dem.
Din hund savler meget, kaster op, hyperventilerer (trækker vejret meget hurtigt og overfladisk), eller dens hjerte slår meget hurtigt.
Din hund har afføring eller tisser rundt omkring i hjemmet, når den er alene. Måske gør den det tilfældige steder i huset.
Din hund vandrer rundt i huset – måske går den nærmest i cirkler som en løve i et bur.
Det er kort sagt rigtig synd for din hund, hvis den lider af separationsangst. Og det er også synd for dig, for det gør dig sikkert også ked af det at gå fra en hund, der ikke har det godt.
Hvis det bliver rigtig slemt, ser du måske ikke anden udvej end at skille dig af med din hund. Undersøgelser viser, at mindst 40 procent af de hunde, der afleveres til engelske dyreinternater, blev afleveret på grund af adfærdsproblemer. Eftersom separationsangst er et af de mest almindelige adfærdsproblemer, er det nærliggende at antage, at en stor del af hundenes uhensigtsmæssige adfærd simpelthen skyldtes separationsangst.
For nogle hundeejere bliver det så grelt, at de vælger at få deres hund aflivet. 7,1 % af de hunde, der i 2016 blev aflivet i England, blev aflivet på grund af adfærdsproblemer.
Blandt internathunde var adfærdsproblemer årsag til 50-70% af aflivningerne.
Derfor bliver din hund angst og ked af det, når du går Hvorfor bliver nogle hunde ramt af angst, når deres ejer går fra dem? Det ved man i dag en hel del om. Som hundeejer er det også godt for dig at vide, for så kan du bedre forebygge.
Hvis din hunds forældre havde separationsangst, er der større risiko for, at din hund også får det.
Din hund har for få tidlige erfaringer med at være alene hjemme. Den skal altså gerne lære det fra hvalp.
Situationsbetinget angst betyder, at din hund for eksempel bliver bange, fordi der er støj og larm. Det kan være, hvis det stormer, eller hvis skraldemændene kører rundt i området med larmende lastbiler.
Ændringer i din arbejdsplan eller daglige rutine.
Flytning til en anden bopæl.
Ny ejer eller familie.
Alder – som for eksempel kan føre demens.
Ændring af familiens struktur, fordi der kommer en baby til, eller fordi et familiemedlem dør.
Generaliseret angst.
Sygdom og sundhedsproblemer, for eksempel kroniske smerter.
Når du kender symptomerne på din hunds separationsangst og måske også begynder at få en idé om årsagen, kan du bedre gøre noget ved det. En god rådgiver vil ofte være din dyrlæge, der kan rådgive dig om den rette behandling for din hund.
Sådan kan du hjælpe din hund
Der er imidlertid også en række overvejelser, du selv kan gøre dig. I dag taler man for eksempel om ”adfærdsmodifikation” som behandling, og vi ved mere om, hvordan vi kan hjælpe hunden.
For eksempel blev det tidligere tilrådet, at man som hundeejer skulle snige sig ud, uden hunden opdagede det. I dag ved vi, at det er bedre at skabe forudsigelighed, så hunden finder tryghed i at vide, hvad der skal ske.
Den britiske ekspert Dr. Sarah Heath har udviklet CALM-programmet. Det består af fire trin, der forebygger og håndterer separationsangst hos hunde. Her får du en kort gennemgang af programmet.
Trin 1: Hjælp hunden til større selvværd
Overvej hundens adfærd, når den ikke er alene – evnen til at kontrollere sine følelser hjælper den med at klare perioder med ensomhed.
Angst er forbundet med lavt selvværd. Arbejd på at øge hundens evne til at klare nye oplevelser og forandringer.
Du kan opmuntre hunden til at lege med legetøj på egen hånd og belønne rolig og afslappet adfærd.
Du skal ikke bruge høj og sur stemme, og det er også en dårlig idé at straffe hunden for de ulykker, den har lavet, mens den var alene hjemme.
Trin 2: Ændr forventningen til interaktion
Du elsker din hunds selskab, og det er en fristelse at tilbringe hvert minut sammen, når du er hjemme. Det kan dog give din hund urealistiske forventninger, så den har brug for dit nærvær for at føle sig tryg.
Når hvalpe er meget små, er det vigtigt, at de tilbringer noget tid alene med passende legetøj, så de lærer at holde sig selv glade og beskæftiget.
Når hunde er usikre, søger de efter tryghed og forsøger ofte at opnå den fra mennesker gennem adfærd som at læne sig, nappe, skubbe, snuse og slikke. Hvis de bliver afhængige af denne form for tryghed, er de mere tilbøjelige til at være angst, når du ikke er der.
Du bør ikke belønne din hund, når den søger din opmærksomhed på den måde. I stedet kan du rose den, når den stopper med at slikke din hånd, eller når den rejser sig igen efter at have rullet rundt på ryggen. På den måde belønner du den for at blive mere selvsikker.
Trin 3: Vis din hund, at du går – og at du kommer tilbage
Forudsigelighed og kontrol hjælper med at reducere angst, så det er vigtigt, at du gør det muligt for din hund at forudsige, at du både går – og kommer tilbage.
Du skal give et visuelt signal om, at du ikke er tilgængelig, og fjerne signalet, når du kommer tilbage.
Indfør langsomt og forsigtigt signalet for hunden. Det gør du ved at gå fra i korte perioder og efterlade den et sted, du tror den føler sig sikker, behagelig og afslappet. Når du kommer tilbage, skal du fjerne signalet, inden du klapper og snakker med din hund.
Trin 4: Snak med din dyrlæge
Har du prøvet alt? Så tal med din dyrlæge. For i dag findes der løsninger såsom kosttilskud og lægemidler, som kan reducere din hunds separationsangst.
Kilder: Pegram, C., Gray, C., Packer, R. M., Richards, Y., Church, D. B., Brodbelt, D. C., & O’Neill, D. G. (2021). Proportion and risk factors for death by euthanasia in dogs in the UK. Scientific Reports, 11(1), 9145.
Salman, M. D., Hutchison, J., Ruch-Gallie, R., Kogan, L., New Jr, J. C., Kass, P. H., & Scarlett, J. M. (2000). Behavioral reasons for relinquishment of dogs and cats to 12 shelters. Journal of Applied Animal Welfare Science, 3(2), 93-106.
Ny forskning afslører følelsesmæssige reaktioner hos heste gennem pandebåndsteknologi.
Man har vidst et par år nu, at visse EEG-bølger kan signalere depression, angst og tilfredshed hos mennesker, men man er nu rykket videre til også at undersøge det hos dyr. EEG-undersøgelser af gnavere og kæledyr har i mellemtiden afsløret, hvordan de reagerer på at blive berørt af et menneske eller under bedøvelse, men der er stadig ikke fundet en måde, hvorpå der kan optages hjernebølger hos dyr som er i bevægelse.
Helt kort skyldes det, at det kræver placering af elektroder i bestemte positioner på hovedet, og at kabler skal tilkobles en maskine.
Derfor har det oftest betydet, at dyr enten bliver fastholdt eller bedøvet under målinger.
Neurofysiker Hugo Cousillas har brugt seks år på at udvikle en enhed til heste, som kun har fire elektroder, hvorimod dem til mennesker, har langt flere.
Da han havde udviklet den nye enhed, gik forsøget i gang med at tage EEG-optagelser af 18 heste. Her boede halvdelen af hestene i individuelle båse i en klassisk, lukket stald, hvorimod den anden halvdel strejfede rundt i flokke på åbne marker.
Det viste sig, at de to grupper havde meget forskellige EEG-profiler. Hestene i stalden viste i gennemsnit 2,5 gange flere ”gamma”-bølger i højre hjernehalvdel. Hos mennesker, er det ofte et tegn på angst, distraktion eller depression. De heste, der tilbragte det meste af deres tid ude i det fri, viste dobbelt så mange ”theta”- bølger fra venstre hjernehalvdel, som generelt er et tegn på et roligt og opmærksomt sind.
Tusindvis af år med tæt samarbejde mellem mennesker og hunde, har skabt en kommunikationsbro mellem de to arter. Mennesker bruger ord og tale for at udtrykke følelser og intentioner, hvorimod hunde bruger både kropssprog og vokaliseringer for at kommunikere med os og deres egne artsfæller. En af de mest forståelige måder, hvorpå hunde kommunikerer, er gennem deres hale.
Logren kan have forskellige betydninger afhængigt af hundens kropssprog og konteksten, hvor den opstår.
Her er nogle af de mest almindelige betydninger af hundens logren:
Glæde og entusiasme: Den mest kendte for os, er glæde og begejstring. Når du kommer hjem til din hund, eller når den deltager i en sjov aktivitet, kan den logrende hale være en tydelig indikation af, at den er glad.
Venlighed: Hundens logren kan også signalere venlighed over for både mennesker og andre dyr. Det er ofte et tegn på, at hunden føler sig tryg og komfortabel i situationen.
Underdanighed og frygt: Nogle gange kan en logrende hale være et tegn på underdanighed eller frygt. Hvis hunden føler sig truet eller usikker, kan den logrende hale vise, at den ønsker at undgå konflikt, og på den måde, forsøger den at berolige den anden part.
Usikkerhed eller forvirring: Når hunden er i en situation, som den ikke forstår eller er usikker på, kan den logre med en lavere intensitet. Det kan betyde, at den forsøger at forstå situationen eller søger efter tegn fra omgivelserne, før den reagerer.
Advarsel eller forsvar: Selvom det kan være overraskende for nogle mennesker, kan en logrende hale også signalere en potentiel advarsel eller forsvarsreaktion. Hvis hunden oplever en truende situation, kan den logrende hale kombineret med oprejst ryg og stiv krop være et tegn på, at den er i alarmberedskab og kan reagere aggressivt for at beskytte sig selv eller sine ejere.
Der er forskel på om din hund logrer til højre eller venstre
Når hunde får øje på en person, de er begejstrede for at hilse på – enten deres ejer eller en anden velkendt ven – vil deres hale logre mere mod højre end mod venstre. Men hvis de ser en ukendt hund, vil den logrende hale i stedet være positioneret længere mod venstre.
Hundens krop er korresponderet krydslateralt med hjernen, hvilket betyder, at en logren mod venstre er forbundet med den højre hjernehalvdel – den del af hjernen, der styrer tøven og tilbagetrukkenhed.
Omvendt er en logren mod højre forbundet med den venstre hjernehalvdel, som er ansvarlig for adfærd omkring at nærme sig og være mere udadvendt.
Forskning viser: Derfor skal vi tale ordentligt til dyr
Ifølge ny forskning, der er blevet udgivet i BMC Biology, viser undersøgelser, at heste, grise og vildheste ikke kun kan skelne mellem negative og positive lyde, der kommer fra deres egen art, men at de også kan genkende forskellen, når mennesker taler til dem.
Det understreger vigtigheden af, hvordan vi kommunikerer med dyrene, og hvordan vores tone kan påvirke deres opfattelse af os.
Grisene og deres vilde slægtninge, vildsvinene, blev omhyggeligt studeret, og resultaterne viste, at ligesom heste, både vilde og tamme, tydeligt reagerer på følelsesmæssigt betonede lyde fra deres egen art. Interessant nok viste dyrene også evnen til at skelne mellem menneskers tale. Selvom reaktionerne var mere subtile, kunne de tydeligt adskille positivt og negativt ladede toner – dog undtagen vildsvinene, der viste mindre variation i reaktionerne.
Bedre trivsel hos dyrene
Den nyopdagede viden rejser ikke kun etiske spørgsmål om vores forhold til dyr, men kan den også udgøre en konkret mulighed for at forbedre dyrenes daglige trivsel? De, der arbejder med dyr, kan drage fordel af denne indsigt og bruge den som et praktisk redskab til at skabe bedre forhold og øget velvære for dyrene.
Vidste du, at katte afkoder vores bevægelser gennem lyde?
I den spændende verden af kattens sanser er der stadig meget at opdage. Ny forskning har afsløret, at katte er i stand til at skabe “mentale kort” ved hjælp af lydsignaler. Denne opdagelse kaster lys over de dybe og komplekse måder, hvorpå katte forstår verden omkring dem.
For nylig har forskere gjort en interessant opdagelse, der afslører, at katte skaber “mentale kort” for at identificere, hvor mennesker befinder sig, baseret på lyd. Forsøgene involverede afspilning af optagelser af mennesker, der kaldte kattenes navne, og derefter gentagne gange afspillede de samme lyde gennem en højttaler, der befandt sig et andet sted, og dermed skabte et indtryk af, at lyden kom fra en fjernere position.
Overraskende reagerede kattene, når den velkendte stemme kom fra et sted, de ikke havde forventet, baseret på tidligere lydindtryk. Denne opdagelse antyder, at katte bruger lydsignaler til at orientere sig om deres ejere, hvilket tidligere har været en ukendt kognitiv evne hos katte.
Kattens mentale kort
Generelt viste kattene den største overraskelse, når deres ejers velkendte stemme syntes at “teleportere” fra ét sted til et andet. Det antyder, at kattene havde dannet et mentalt billede af deres usete ejere og kortlagt deres placeringer baseret på, hvor de først hørte stemmen.
At have evnen til at danne et mentalt billede af omverdenen er en vigtig egenskab i kompleks tænkning, og disse resultater giver ny indsigt, der kan informere fremtidige undersøgelser af kattekognition, konkluderede forskerne bag studiet.
Er du stødt på en hund, som går rundt med en gul sløje eller måske en gul bandana og har spekuleret på, hvad det betyder?
Budskabet står meget klart – den hund har behov for plads.
De gule sløjer opstod i forbindelse med en international kampagne tilbage i 2012 (The Yellow Dog Project), som sidenhen har spredt sig til over 16 lande rundt om i verden.
Den gule farve betyder altså, at du ikke skal gå hen til hunden eller dens ejer.
Ved at hunden bærer den gule farve, har ejerne kommunikeret, at hunden ikke ønsker at være tæt på andre hunde eller fremmede mennesker
Hvilke årsager er der til at benytte en gul snor?
Der kan være rigtig mange årsager til, at hunden går med en gul snor. Det er vigtigt at bemærke, at det at bære gult ikke betyder, at en hund er aggressiv eller farlig. Det bruges blot som en visuel påmindelse om, at hunden kan kræve plads, forsigtighed eller særlige hensyn.
Nogle af årsagerne til at bære en gul snor, kan være:
Sygdom
Løbetid
Usikker eller bange
Er i et træningsforløb
Kan have en smitsom sygdom
Hunden kan have haft dårlige erfaringer med andre hunde
Har nedsat syns- eller høresans
Hvornår er man for tæt på?
Kun hunden eller hundens ejere ved det, så hold afstand og giv dem tid til at flytte sig.
Dette gør livet lettere for de hunde, som for en kortere eller længere periode af deres liv, har særlige behov og har brug for noget afstand.
Er du bekymret for, om din hund har ondt? Måske tænker du, at den har ondt i maven? Eller overvejer, hvilke symptomer en hund med ondt i ryggen har? Eller hvordan du ved, om hunden har ondt i lænden, ondt i poten, ondt i skulderen eller ondt i bagpartiet?
Det kan vi godt forstå, for det er faktisk ikke nemt at se, om en hund har ondt.
Akutte smerter er nemmest at opdage; ingen er i tvivl om, at hunden har ondt, hvis dens ben sidder i en mærkelig vinkel, eller hvis den har et stort sår.
Den slags smerter, der kommer snigende, er derimod svære at opdage og vurdere.
Smerter er nemlig en oplevelse og ikke en objektiv, fysiologisk reaktion. Det, der gør ondt på den ene hund, giver ikke den anden hund smerter.
Din hunds adfærd afslører smerter
Smertevurdering og behandling af dyrs smerter er derfor et felt, der de seneste år har udviklet sig meget. For eksempel findes der forskellige metoder til at vurdere, om en hund har smerter.
Selvom metoderne er udviklet til dyrlæger, der skal vurdere, om din hund har smerter, for eksempel efter en operation, tænker vi, at de også kan være brugbare for dig som hundeejer. For metoderne kan hjælpe dig med at vurdere, hvornår du bør tage din hund med til dyrlægen for at få behandlet dens smerter.
Desuden kan du som hundeejer være med til at hjælpe dyrlægen med at vurdere din hunds smerter, fordi du kender din hunds daglige vaner. Det kan for eksempel være, at du opdager, at den sidder anderledes, når den forsøger at tigge sig til en godbid.
Det kan være tegn på, at din hund har en sygdom, der betyder, at dens fysiske funktioner ændres eller nedsættes. Det kan også være din hunds forsøg på at forhindre, at det gør ondt.
Sådan vurderer du, om din hund har ondt
Kig på din hunds stilling uden at nærme dig din hund. Virker den:
Stiv
Afslappet
Spændt eller anspændt
Ingen af delene.
Kig på afstand på din hunds adfærd. Virker den:
Rastløs
Hvis din hund giver lyd fra sig, er det:
Gøen
Hylen
Nu kan du prøve at nærme dig din hund og kalde den til dig. Mens du gør det, skal du holde øje med dens adfærd (og selvfølgelig særligt, om den er anderledes end normalt). Virker din hund:
Aggressiv
Nedtrykt
Uinteresseret
Nervøs, ængstelig eller bange
Stille eller ligeglad
Glad og tilfreds
Glad og livlig.
Hvis din hund giver lyd fra sig, når du nærmer dig, er det:
Piven
Hylen
Gøen.
Næste skridt er at vurdere, hvordan din hund reagerer, når du giver den snor på og går med den og beder den sætte sig og rejse sig. Vurdér, om din hund:
Er stiv i sine bevægelser
Er langsom eller uvillig til at rejse sig eller sætte sig
Halter
Ingen af disse.
Det sidste skridt er at vurdere, hvordan din hund reagerer, når du rører ved den – eventuelt der (eller i nærheden af), hvor du tror, den har ondt. Hvad gjorde din hund, da du rørte ved den:
Peb
Rystede
Snappede efter dig
Knurrede
Prøvede at beskytte sig
Hvis du tror, at din hund har ondt, så gå til dyrlægen.
Kilder:
Holton, L., Pawson, P., Nolan, A., Reid, J., & Scott, E. M. (2001). Development of a behaviour‐based scale to measure acute pain in dogs. Veterinary Record, 148(17), 525-531.
Hansen, B. D. (2003). Assessment of pain in dogs: veterinary clinical studies. ILAR journal, 44(3), 197-205.
Din hests ansigt afslører smerter
Vidste du, at dansk forskning viser, at din hests ansigt afslører, om den har ondt?
Den viden supplerer allerede eksisterende viden om, hvordan du vurderer, om din hest har smerter.
Det er det danske forskerteam Karina Gleerup, Björn Forkman, Casper Lindegaard og Pia H. Andersen, der står bag opdagelsen. De undersøgte seks heste, der viste meget specifikke ændringer i deres ansigtsudtryk, når de blev udsat for smerte. Den smerte, som hestene blev udsat for, var den samme metode, som man bruger i forskning af smerte på mennesker. Det er enkelt sagt en manchet, som du kender den fra blodtryksmålinger, med chilipasta under.
Smerter opfattes forskelligt
Til videnskab.dk sagde en af forskerne, Karina Gleerup, bag forsøget, at det som dyrlæge og hesteelsker var en stor udfordring at udsætte heste for smerte, og at det derfor foregik med mange forbehold:
”- Jeg afprøvede først smertekilderne – som er hyppigt anvendt i smerteforskning på mennesker – på mig selv. Det var nødvendigt med to typer smerte for at se, om smertetegnene var de samme. Desuden havde jeg trænet hestene meget inden, så de var helt trygge ved situationen. Så var jeg også sikker på, at det var smerte og ikke eksempelvis stress, jeg kunne aflæse i deres ansigter, fortæller hun.”
Oplevelsen af smerter er meget individuel. Det, der gør meget ondt på dig, gør mindre ondt på mig, eller omvendt. Det, der gør meget ondt i dag, gør mindre ondt i morgen. Sådan er det også med heste.
Forsøget viste da også, at der var forskel på, hvor tydeligt hestenes ansigter afslørede deres smerter. Der var både forskel fra den ene hest til den anden, og også mellem den samme hest fra forsøg til forsøg.
Sådan ser du på din hests ansigt, om den har smerter
Ørene:
Hvis din hest har smerter, har den større afstand mellem ørene, og de får en udadgående rotation – altså ud til siderne. Det kan også være, at ørene er asymmetrisk positioneret. Hvis hesten lægger ørene bagud, kan det også være et tegn på, at hesten har ondt.
Panden og øjnene:
En “rynket pande” eller “bekymret udtryk” hos mennesker bliver tit tolket som tegn på, at alt ikke er helt, som det skal være. Det samme gør sig gældende for heste.
Vi ser det som et bekymret udtryk i hestens ansigt, men det er nok i virkeligheden en spænding ved hestens øjne, så de får et lidt trekantet udseende. Samtidig er blikket ikke nærværende, men mere indadvendt.
Næseborene:
Når en hest har ondt, bliver dens næsebor måske udvidede og anspændte. Når hesten ånder ind, udvider næseborene sig i en firkantet form. Normalt er næseborene runde, når hesten tager en indånding.
Det er et vigtigt tegn på smerte, for det kan ses, selvom hesten ellers virker til at ånde normalt.
Mulen:
Når hesten har ondt, strammer den mulen, så den bliver mere firkantet i formen – normalt er den blød og rundet.
Andre opdagelser i studiet om smerter hos heste
Hestene i forsøget ville gerne være sammen med forskeren, selvom de havde ondt. Det er anderledes end i tidligere forskning. Her har hestene været mere tøvende med at interagere med mennesker, når de havde ondt.
Forskellen er måske, at hestene i dette forsøg var trænet inden studiet, og forskeren var en person, de kendte og forbandt med noget positivt.
Det er værd at bide mærke i. For måske søger heste, der føler sig i sikre omgivelser, mere kontakt, når de oplever mild eller akut smerte.
Kilder: Gleerup, K. B., Forkman, B., Lindegaard, C., & Andersen, P. H. (2015). An equine pain face. Veterinary anaesthesia and analgesia, 42(1), 103-114.
