Bluetongue: Den vigtige forebyggelse
Læs om symptomer, smitte, forebyggelse og vaccination mod bluetongue
Læs om symptomer, smitte, forebyggelse og vaccination mod bluetongue
Bluetongue er både navnet på og beskrivelsen af et af de mest synlige symptomer på en sygdom, der kan ramme alle drøvtyggende dyr som kvæg, får og geder – men også dyr som hjorte, kameler og antiloper.
Ordet bluetongue kommer fra det nederlandske ord “Bloutung”, som boerne i Sydafrika talte og taler. De var de første, der navngav sygdommen. Et af dens kendetegn er nemlig den cyanotiske tunge, hvor dårlig blodcirkulation i vævet betyder, at tungen dels bliver blålig, dels hæver op og dermed bliver mere synlig. Dyr kan dog have bluetongue uden at få den karakteristiske blå tunge.
Selvom sygdommen hedder bluetongue, er det ikke kun tungevævet, der rammes af den dårlige blodcirkulation – men også andet væv. Det sker, fordi det venøse blod ikke kan løbe tilbage til hjertet, når det har afgivet sin ilt til vævet. Det venøse blod er blåligt, mens blodet, der kommer iltet fra hjertet, er lyserødt.
Når smitten først er i dyret, bevæger den sig til de regionale lymfeknuder, hvor virus formerer sig og gør dyret sygt.
Teknisk set inficerer virus endotelet – det vil sige, at virus inficerer den inderste beklædning i de inderste og mindste blodkar, det man kalder kapillærer. Det skaber vaskulitis, altså karbetændelse, som lukker blodkarrene.
De lukkede blodkar giver symptomer som hævelse og ødemer i dyrenes ansigt og andre steder og kan i alvorlige tilfælde give den blå tunge. Andre typiske symptomer er tåreflåd og savl. Derudover er der meget karakteristiske lokale læsioner i næse og mund, som kan minde om mund- og klovsyge.
Bluetongue er en sygdom, som er kommet hertil fra Afrika og er blevet udbredt op gennem Europa af mitter – altså småinsekter. Man siger, at smitten er vektor-båren. Derfor følger smitten vektoren – som i dette tilfælde er mitter.
Mitterne inficeres, når de suger blod på dyr, som har virus i blodet. Herved får de virus ind i spytkirtlerne. Når de sætter sig for at stikke og suge blod af det næste dyr, begynder de med at overføre noget af spyttet fra spytkirtlerne til dyret, og derved bliver virus også overført.
Der kan sidde tusindvis af mitter på dyrene, og de kan flyve rundt og smitte mange andre dyr.
Bluetongue kan smitte mellem drøvtyggere, både vilde og domesticerede, altså tamme. Det betyder, at hjortevildt også kan få sygdommen og dermed være en kilde til sygdommen.
Vær opmærksom på symptomer hos dine dyr, så du hurtigt kan handle ved mistanke om bluetongue.
Ved mistanke skal du straks kontakte din dyrlæge, så mistanken kan vurderes.
Hvis mistanken ikke kan afvises, har dyrlægen pligt til at anmelde den mulige sygdom til Fødevarestyrelsen.
Fødevarestyrelsen tager prøver for at klarlægge, om besætningen er ramt af sygdommen.
Det er meget vigtigt, at man ved, om bluetongue er i Danmark eller ej. Derfor er bluetongue en sygdom, som kræver, at landmænd og dyrlæger arbejder sammen.
Landmændene skal kende symptomerne og ved mistanke straks kontakte deres dyrlæge. Dyrlægen har, hvis han eller hun ikke kan afvise mistanken, pligt til at anmelde den mulige sygdom til Fødevarestyrelsen.
Herefter tager Fødevarestyrelsen prøver for at klarlægge, om besætningen er ramt af sygdommen.
Fårene er typisk den art, der reagerer værst. Dødeligheden i en fårebesætning, der smittes med bluetongue, kan være høj.
Kvæg kan derimod have sygdommen uden at få symptomer, mens de i andre tilfælde viser voldsomme symptomer.
Hvis en kvægbesætning får bluetongue, påvirker det deres ydelse negativt. Køerne producerer ganske enkelt mindre mælk.
Hvis en ko, der er drægtig, bliver ramt af det virus, der giver bluetongue, kan det via moderkagen inficere fosteret. Det kan ende i abort eller i fødsel af misdannede kalve.
Kalven kan også blive født som tilsyneladende rask, men da den endnu ikke selv kan danne antistoffer, kan den være bærer af sygdommen. Det betyder, at hvis mitterne stikker en kalv med smitten i sig – og derved får smitten i sine spytkirtler, kan mitterne bære smitten videre til andre dyr fra den tilsyneladende raske kalv.
I Danmark har vi haft udbrud af bluetongue i 2007 og 2008, da det var virus med serotype 8, som blev registreret.
Det største antal udbrud hidtil oplevede vi i 2024, da 891 besætninger blev ramt. Her var det serotype 3, som blev registreret.
Man ved ikke, hvornår vi igen ser et udbrud, og når udbruddet kommer, kan det være med en anden serotype end ved tidligere udbrud.
Tilbage i litteraturen talte man om relativt få serotyper, men i dag kender man til mindst 28 serotyper. Det skyldes, at virus muterer i værtsdyrene.
I forbindelse med de mange udbrud i 2024 blev det offentlige tilsyn med ramte besætninger ophævet, og man henstillede i stedet for til landmændene at opretholde en god smittebeskyttelse i forhold til både dyr, som sælges, dyr der indkøbes og den almindelige trafik ud og ind af besætningen.
Landmanden må altså gerne sælge og flytte dyr, men skal selvfølgelig opgive, at dyret er smittet.
Det primære tab for landmanden kan således være nedsat mælkeydelse, deforme kalve, som skal aflives og i værste tilfælde enkelte dyr, som dør (oftest får).
Fødevarestyrelsen skal fortsat kontaktes ved mistanke, men opgav i 2024 at forsøge at inddæmme sygdommen.
Ved et udbrud bliver landmændenes hovedopgave derfor at undgå, at deres dyr bliver alvorligt syge eller dør.
Det kan man gøre med vaccination, men en vaccination er cirka tre uger om at virke, når den gives til kvæg, og fire uger om at virke, når den gives til får. Så hvis udbruddet er i gang, kan det være for sent. Det er derfor bedre at vaccinere forebyggende, så dyrene er immune, når smittesæsonen begynder. I Danmark er det kun tilladt at vaccinere mod serotype 3. Det kan give udfordringer, hvis det er en anden serotype, som dyrene smittes med.
Ønsker man ikke at vaccinere, eller er man for sent ude, bliver den vigtigste opgave at undgå at dyrene bliver bidt af mitterne.
Mitter er mest aktive i skumringen og om natten, og særligt når det er stille vejr. Derfor kan man overveje at holde dyrene inde på disse tidspunkter og på dage med stille og varmt vejr. Økologiske dyr skal være mere ude, men der er en regel om, at hvis der er voldsomme mitteangreb, må dyrene holdes inde.
Man kan også bruge forskellige midler, der afskrækker mitterne fra at sætte sig på dyrene, ligesom når vi mennesker bruger myggebalsam. Mange hesteejere har glæde af disse midler, men det er dog krævende at bruge et sådant middel på en hel kvægbesætning. Det skyldes især, at den beskyttede effekt kun er kortvarig, og dyrene derfor skal behandles ofte.
I 2025 havde vi en tør forsommer, og derfor havde vi ikke så mange mitter. Men hvis vi får et fugtigt og lunt forår, kan antallet af mitter eksplodere. Indtil videre er antagelsen, at inficerede mitter kommer til Danmark fra varmere himmelstrøg, enten med vinden, på køretøjer eller indføres med importerede varer. Virus er nemlig endemisk i afgrænsede områder for eksempel dele af Afrika, Mellemøsten og Asien. Det vil sige, at det altid er til stede i disse områder.
Klimaændringerne kan føre til, at mitterne og virus kan overvintre i stalde eller bygninger, hvor temperaturen konstant er over 13-14 grader, så virus måske altid er til stede og venter på de rigtige forhold til at formere sig. Det har man set i Belgien, hvor sygdommen pludselig opstod midt inde i landet. Det tyder på, at sygdommen ikke kom fra udlandet, men fra overvintrende mitter, der så spredte smitten, da temperaturerne blev gunstige igen.
Fødevarestyrelsen har en side, hvor landmændene kan holde øje med, hvor mange mitter, der er myggetal.dk. Desuden kan man holde øje med varsler fra Holland, Belgien og Tyskland, så man kan se, hvis smitten nærmer sig den dansk-tyske grænse Bluetongue – nyheder og viden – Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Risikoen for udbrud af vektorbårne sygdomme bliver større og større i Danmark. Derfor ved vi også, at der kommer udbrud igen, men ikke hvornår. Risikoen er større, fordi vores vejr ændrer sig til at blive varmere og mere fugtigt. Det er den slags vejr, som mitter kan lide.
Endelig kan man, som nævnt, vaccinere dyrene. Det er altid en overvejelse, hvornår man skal vælge at gøre det. Overordnet kan man sige, at hvis det tyder på en sommer med mange mitter, og vi ser smitten andre steder i Europa, bør man som landmand tale med sin dyrlæge om forebyggende vaccination og sammen træffe en beslutning.
Det kan for eksempel være en god idé at vaccinere værdifulde avlsdyr eller alle kreaturer, som sommeren over går på afgræsningsarealer, hvor landmanden ikke har tilsyn med dyrene flere gange om dagen.
Kvæg skal efter dyrlægens anvisning have vaccinen to gange med to ugers mellemrum. Tre uger efter den sidste vaccination opnås fuld immunitet, hvilket ikke forhindrer smitte, men reducerer smittepåvirkningen af dyrene. Får skal bare have en vaccination, som er tre-fire uger om at virke.
Hvis bluetongue er på vej mod Danmark sydfra, skal man altså i samråd med sin dyrlæge, vurdere, hvornår der bør vaccineres. Det handler om ikke at vente for længe, for man vaccinerer ikke dyr, som er klinisk syge.