Vi søger Indkøbs- og lagerdisponent til nyoprettet stilling

Operationelt indkøb, stram lagerstyring og effektiv distribution. Er det lige dig…… så se nærmere på stillingsannoncen herunder…

 

Stillingsannonce: Indkøbs- og lagerdisponent

Operationelt indkøb, stram lagerstyring og effektiv distribution

Som indkøbs- og lagerdisponent hos Salfarm vil du referere til Salfarms CFO. Der er tale om en nyoprettet funktion, hvor ansvarsområderne og opgaverne tidligere har ligget i forskellige funktioner, men nu er samlet i denne nye stilling. Du får rollen som det interne bindeled mellem indkøb, lager, salg og kvalitet og du får ansvaret for at sikre at leverancerne af varer fra Salfarms leverandører kommer rettidigt i de rette mængder. Herudover kommer du til at arbejde med at sikre effektiv ekspedition af ordrer til kunder i ind- og udland. Da der er tale om en ny funktion får du mulighed for at opbygge effektive systemer og processer så Salfarms indkøbs-, lager- og logistikprocesser kører bedst muligt.

Arbejdsopgaver

Du bliver en del af en lille, velfungerende og uformel organisation, hvor man går til opgaverne med godt humør og hvor der er fokus på hjælpsomhed og samarbejde.

Dine opgave bliver bl.a:

  • Udarbejdelse af indkøbsprognoser og indkøbsplaner
  • Daglig indkøb og disponering af varelager
  • Løbende kontakt til leverandører om indkøbsprognoser (forecast), bestillinger og leverancer i henhold til indgåede aftaler
  • Kontakt til grossister og eksterne lagre om leverings- og lagerforhold
  • Daglig ordrebehandling og opfølgning på eventuelle forsinkelser mm. overfor kunder
  • Sikring af logistiske stamdata
  • Distribution til eksterne lagre i Sverige og Norge samt til grossister i ind- og udland.
  • Kontakt til transportfirmaer om indgående og udgående transporter
  • Deltagelse i praktiske lageropgaver med det øvrige lagerpersonale
  • Dialog med resten af organisationen om salg og nye tiltag
  • Løbende effektivisering og optimering af indkøb, lager og distribution
  • Bidrage til at gældende retningslinjer for god distributionspraksis i dagligdagen overholdes

Om dig

Din uddannelse er ikke altafgørende, det vigtigste er at du har erfaring med indkøb og logistik fra en lignende funktion og dermed har en god forståelse for hele indkøbs-, lager- og logistikfunktionen.

Du er positiv og udadvendt og bidrager til det positive samarbejde på tværs af organisationen. Herudover trives du med en stor kontaktflade både internt og eksternt og er god til at skabe og bygge relationer. Som person har du en god ordenssans og er struktureret, omhyggelig og detaljeorienteret. Dine kollegaer opfatter dig som en engageret, målrettet og god kollega. Du er fleksibel og evner at arbejde i et højt tempo, når situationen kræver det.

Du er en erfaren bruger af Office-pakken og du har erfaring med at arbejde i ERP-systemer. Du kan begå dig på engelsk, både i tale og skrift.

Du tilbydes

Der er tale om en stilling i en mindre, velkonsolideret lægemiddelvirksomhed i vækst. Du får stor indflydelse på dit eget arbejdsområde, som du selv skal være med til at opbygge. Du bliver del af en velfungerende uformel organisation, hvor frihed under ansvar ikke bare er en talemåde. Du vil opleve en travl og varieret dagligdag i et spændende miljø.

Ansøgning og CV

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte CEO/seniorkonsulent Allan Karsberg på tlf. 2113 2169. Finder du jobbet interessant, beder vi dig sende en motiveret ansøgning og et CV via KARSBERGs hjemmeside www.karsberg.net. Du skal være opmærksom på, at vi returnerer svar til den e-mail adresse du sender fra. Samtaler afholdes løbende.

Geografi: Kolding

Ansøgningsfrist:
Snarest muligt